|
Om dåb:
Jesus sagde: ”Mig er givet al magt i
himlen og på jorden. Gå derfor hen og gør alle folkeslagene
til mine disciple, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og
Helligåndens navn, og idet I lærer dem at holde alt det, som
jeg har befalet jer. Og se, jeg er med jer alle dage indtil
verdens ende.” (Matt 28,18-20)
I dåben bliver barnet ikke alene
forældrenes barn, men også Guds barn.
Det omsluttes og fyldes af Guds nåde.
Det kan være svært at forstå, at et lille
nyfødt barn med rene og klare øjne har brug for Guds
tilgivelse og nåde. Men tænk engang på hvilken verden,
barnet fødes ind i. Det er en verden fuld af afmagt. Det er
en verden fuld af synd. Når barnet døbes, tilgives og
befries barnet for denne synd (arvesynden). Det skal ikke
stå til ansvar for menneskehedens grundsynd, men ene og
alene for det, som barnet selv måtte begå.
Det er dåbens store befrielse, at barnet
ikke dømmes på det fælles ansvar, vi har som mennesker.
Barnet sættes ind i et fællesskab med Gud.
I Treenighedens fællesskab.
Dåben er begyndelsen på dette liv sammen
med Gud.
Gud har skabt mennesket til at leve sammen
med sig, og det er hans højeste ønske og hans højeste
kærlighed, at være sammen med mennesker i deres liv – i
deres håb og drømme – i deres glæde og sorg.
Guds kærlighed er dåbens store glæde. Og
Guds kærlighed er forældrenes store håb og trøst i omsorg og
bekymring for barnet.
I dåben får barnet livsfællesskab med den
Gud, der siger: ”Mig er givet al magt.”
Det livsfællesskab som samler sig i Kirkens fællesskab.
|