|
Det gør ondt at miste. Døden er
smertefuld. Døden er
afslutningen på et liv – det jordiske liv.
Vi ved, at ethvert menneske af natur er
dødeligt, men Gud havde oprindelig bestemt, at det ikke
skulle dø. Døden er imod Guds plan.
Gud satte sin Søns
liv ind på at sætte sin plan igennem. Jesus Kristus blev
menneske og levede et menneskeliv med den død, der hører
til, for at vi kan
leve.
Jesu Kristi opstandelse er ethvert
menneskes håb om opstandelse. Jesu Kristi opstandelsesliv er
ethvert menneskes håb om opstandelsesliv.
Døden blev forvandlet af Kristus. Han har
forvandlet dødens forbandelse til velsignelse.
I Kirkens liturgi siges der: ”Thi for
dine troende, Herre, forandres livet kun, det berøves dem
ikke; og når denne vor jordiske bolig nedbrydes, står der et
evigt hjem beredt til os i Himlen.”
Det er trøsterige ord.
Det er ikke ord, der fjerner vores smerte
og sorg over døden, men det er ord, der giver mening midt i
det, der kan synes meningsløst: at et menneske er borte og
der er gået hul på livet og et fysisk fællesskab er brudt.
”Hellige Maria, Guds moder, bed for os
syndere, nu og i vor dødstime”, sådan beder vi i
fortrøstning om, at vor himmelske moder har blik for os –
når vi lever, søger, dør. Men vi beder os i tillid til, at
Gud er os nær. At han deler vor sorg med os, - ja, at vor
sorg lige så fuldt ud er hans.
”Kom hid til mig, alle I, der er trætte og tyngede af
byrder, og jeg vil give jer hvile”, siger Jesus – også
sorgens træthed og byrde er indbefattet af det.
|